Reglerne om ophavsret findes i Ophavsretsloven. Den beskytter ophavsmænd og udøvende kunstnere mod, at deres værker og præstationer bliver kopieret og brugt offentligt uden deres samtykke. Yderligere oplysninger kan findes på siden www.ophavsret.dk

En række institutioner administrerer på vegne af rettighedshaverne ophavsretsloven i praksis. Følgende er især af betydning for amatørmusik-ensembler:

  • KODA - varetager de afgifter, der er forbundet med offentlig fremførelse af beskyttet musik
  • GRAMEX - varetager de afgifter, der er forbundet med indspillet musik
  • COPY-DAN - varetager rettigheder i forbindelse med kopiering af udgivne noder

BESKYTTET MUSIK

Et værk er beskyttet i 70 år efter komponistens eller tekstforfatterens dødsår, - hvad der kommer senest. Især korsangere bør være opmærksom på, at et værk ikke nødvendigvis er frit, fordi komponistens dødsår indicerer det. Således er f.eks. nye arrangementer af musikstykker også beskyttet i 70 år ud over arrangørens dødsår.

TRYKTE NODER

Bemærk, at forlagstrykte noder er ophavsretligt beskyttet også ud over 70-års grænsen. Det er således ikke tilladt feks. at kopiere en Mozart-symfoni fra en trykt udgave, hvis forlaget stadig eksisterer og noden kan købes eller lejes, idet trykkesatsen er forlagets ejendom. I tvivlstilfælde spørg forlaget.

FRI DOWNLOADING AF NODER

Fra forskellige websites kan man frit downloade og kopiere musik, som ikke er ophavsretligt beskyttet. Prøv eksempelvis at finde kornoder på www.cpdl.org